Berries by Julie
Med smykke design er det meget naturligt at hente inspiration fra naturen. Det er den der trods alt præger vores sind med alt hvad der er smukt. Min barndom og ungdom var I Grønland og i den grønlandske natur. I mit voksenliv har jeg boet udenfor mit hjemland. Mest I Danmark, hvis natur også altid har fascineret mig - fordi den for mig var så meget anderledes. Naturen løfter energierne op, derfor er det så skønt når man rejser væk på ferier eller andet fordi man mærker det så tydeligt! Så er krop og sind nemlig i en anden stemning. Den oplever noget nyt, en ny natur, en ny duft, en ny kultur. Og det er opløftende.
Jeg har til Berries hentet min inspiration fra Grønland, - til et bær på en lyngbusk i naturen. Et bær vi kalder for Sortebær og som gror i massevis på lavtvoksende lyngbuske overalt i Grønland med højsæson fra ca. august til oktober. Sortebær har jeg spist siden jeg var helt lille ved enten selv at gå og plukke og hygge, eller fordi mor havde samlet kilovis hjem til køl og frys. Vi spiser dem til mad, som salat, vi putter det i kager og tærter og vi laver marmelade og gelé af dem. De smager bittersødt, og jeg er fuldstændig vild med dem.
Og så er de faktisk også meget smukke og fine i deres udseende når man zoomer ind på dem og busken. Jeg tegnede et sæt sortebær, et lille stykke af en buttet busk og nogle bær, og derfra brugte Nadia og jeg noget tid på at modernisere og tilpasse til et smykke. Indimellem kan vi direkte sagtens lave smykket ud fra naturens udseende, men vi har begge behov for kunstneriske udtryk og syntes at den her godt kunne bære at blive taget væk fra sin original - som også er noget tæt og småbusket - og fandt frem til denne smykkemodel som vi er rigtig glade for.
Ædelstenene er sort onyx, til det sorte sortebær.
Herefter har jeg valgt ægte Perler og en Peach Månesten. Mest fordi jeg synes de er så smukke. Perlen kan minde mig om Snebær, og Peach Månesten kan minde mig om Salmon Berries (laksebær), som er fra Alaska og som jeg virkelig gerne vil smage en dag.
Design by Julie Berthelsen
